XLR8 Magazine
LINK: http://www.xlr8r.com/reviews/li-alin/all
Reviewed by Rachel Shimp


"Li Alin is a mystery, and for now that's just as well. The story behind her mournful, raw songs-some with electronic embellishments, and all sung in French and English-might dilute the power of their presence. Backing her vocals with echoed pianos and skin-crawling cello strains, she creates authentically desolate atmospheres that re-claim Joy Division comparisons from the boy bands. When Alin whispers "My soul is bleeding/Today my heart is snowing," you believe it. Like a mistress sequestered in a tower, she contemplates love and the futility of life with heart-breaking precision. The eccentricities of Alin's incantations make them avant-goth of the highest order. Jokers say the goth dance goes pull the rope, kick the cat, toss the basket. Li Alin's compelling compositions add another step: rattle your bones."by Rachel Shimp

ALL MUSIC GUIDE
LINK: http://www.allmusic.com/cg/amg.dll?p=amg&sql=10:gpfpxqrdldfe

Marking the first time Li Alin's music has appeared on CD, All In is a sometimes haunting, sometimes mischievous, and completely unique blend of electronica and cabaret. Alin has likened her music-making process to "remembering a dream," and there is a dreamlike intensity and vividness throughout All In that makes it utterly fascinating. Alin's rich, world-weary alto is so perfect for cabaret that even the album's most faithful interpretations of the style, such as the brash "Folie" and the bluer-than-blue "The Stirring" and "Divinations" never sound contrived. Likewise, she's completely natural (albeit anguished) while whispering lyrics like "My soul is bleeding...I'm yearning for your love in my bones" -- words that could sound silly or melodramatic in the mouths of most other singers -- on the gorgeous album opener, "Feu." Elsewhere, Alin adapts cabaret's glamour, darkness, and wit to her own ends, especially on "Killing Time," where you can hear the mischief and impatience in her voice as she shouts "killing time is killing me!" even as metallic percussion crashes around her. All In is also infused with vampish sexuality: "Jesus"' depiction of a mystery man who alternately eludes and seduces a nameless woman has a tribal, hypnotic pull, while "Little Girl" is Alin's take on flirtatious synth pop (and even "Pray"'s sinuous cello lines sound a little less than completely holy). When "J'Aspire"'s smoky strings bring All In to a close, it's hard to believe that its spellbinding dream is over. Fortunately, the album's dark, mysterious beauty only grows more compelling with time. by Heather Phares

Geiger Magazine
LINK: http://www.geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=2425

Vintermørket har et fast greb om de nordlige breddegrader nu. Lyset forsvinder alt for hurtigt, og især tiden borte fra hverdagens stress og jag belejres af et evigt omsluttende mørke. Er der så noget bedre end at synke ind i en plade, som er skabt til dette mørke? Skabt i samme klima - bare på et andet kontinent. Mere præcist i Montreal, Nordamerika. Her har den fransktalende canadier Li Alin lavet musik og diverse visuelle kunstprojekter - bl.a. virtuelle spermbanker til nettet - i flere år, men All In er hendes første officielle album. Et album, der afspejler det mørke sind, som tydeligvis plager og flår i den unge, men allerede erfarne sangerinde.

De ti sange, der omhyggeligt er valgt ud til dette en halv time lange album, er utroligt tunge og indadvendte med en yderst sparsom instrumentering. Denne kan dog alligevel være meget afvekslende. På det hjerteskærende åbningsnummer, "Feu", akkompagneres Alins mørke, til tider hviskende stemme kun af et mørkt, dulmende klaver. Men hen ad vejen antager stemmeføringen en mere dæmonisk karakter frem til den afsluttende "J'aspire", hvis kontrabasgang og samplede strygere tilføjer den bittersøde vokal et svaj af cabaret. Cabaret-stemningen anes i øvrigt også i "Folie", hvor hendes stemme lyder dybt pessimistisk, ja, nærmest spottende. I den helt anden ende af spektret bygges "Little Girl" op af minimalistiske, elektroniske beats, der er lånt af Suicide, som parres med simple synthflader og den slags stillestående progression, man kender fra Neu!. Trods den økonomiske tilgang er spændvidden på albummet altså alligevel imponerende.

Vokalen er og bliver dog omdrejningspunktet - en forlængelse af Alins plagede personlighed. En stemme, der er mørkere end Nicos og tilnærmelsesvist lige så udtryksfuld som Diamanda Galas'. Ofte smager den på de selvudleverende ord om længsel, tro og fortvivlelse, som om de pludselig kommer uventet ud af munden - for det meste mørk og tæmmet, men ikke uden en voldsom mængde lidenskab dirrende i ganen. En enkelt gang tvinges hun dog til at råbe - i "Killing Time", der fusionerer det sene Einstürzende Neubautens skærende percussion med en klassisk PJ Harvey-lyd, hvor bas, trommer og guitar former hypnotiske cirkelbevægelser. Andre gange tager ordene form af et talende foredrag, der betoner hendes uhjælpsomme, men karakteristiske franske accent - som det sker hen over stammerytmerne i "Jesus". Men klaveret dominerer albummet, og myten fortæller, at hun begyndte at spille klaver i en hotellobby efter at have overvejet selvmord. Myte eller ej, så er hun stærkest på sit 'eget' instrument, og de dryppende toner i "Leave Me Alone" skærer direkte ind ved brystbenet uden forudgående bedøvelse.

Lyset er et fremmed fænomen for Li Alin - både hvad angår stemme og kompositioner - men de selvudleverende, lidende kunstnere har også altid været et større trækplaster end de veltilpassede. En ulykke trækker stadig flere folk end en nyfødt baby. Det er voyeuren, som træder i karakter på et album som dette, fordi der er noget hemmeligt, lidt skamfuldt, ved at høre på en person i åbenlys smerte. Li Alin åbenbarer nemlig sig selv uden omsvøb og fremstår blot endnu mere nøgen i de sparsomme, dvælende arrangementer. Har man pli, træder man lidt væk og lurer på afstand. Men når vintermørket sænker sig, og man sidder bag gardinerne for sig selv, kan man alligevel godte sig over sit private peepshow. Et hudløst, personligt stripshow, som sender gys ned langs rygsøjlen, der er koldere end kulden, der klamrer sig til ruden bag gardinerne.